1089



Badminton camp

Badminton nyhed
17. oktober 2011 - 20:37 af: Ole Kramer

Ungdomsafdelingen holdt vellykket weekend lejr

Badmintoncamp 2011


Dorthe skriver om lejren:

En forrygende weekend, intet mindre!!
Lad mig straks sige at vi havde store forventninger til denne weekend og de blev alle indfriet til fulde. Anders x2, Thomas, Nicolai , Frederik og undertegnede havde glædet os til at låne jeres unger, og se om en camp, med masser af badminton, leg og hygge, var noget vi kunne få til at fungere. Jeres unger var top motiverede, overholdt de regler vi havde sat op for god opførsel og oprydning, og vi hørte ingen ukvemsord eller drillerier. Det var helt perfekt. Vi hyggede os under alle måltider og pauser. En del forældre havde bidraget med kager, pølsehorn, chips og frugt. Michael ( Anders? og Martins far) havde lavet lasagne til alle, og Mie (Frederik og Nicolais mor) havde sørget for hjemmelavede morgenboller. Vi var 3 der havde haft eller skulle have fødselsdag lige omkring og vi fik alle en lille sang med på vejen.
Om aftenen lørdag, var der dømt råhygge. Dem der ville, kunne spille badminton i hallen og resten havde lagt sig i deres soveposer, på en lang række foran det store lærred, hvor vi så hele 2 film. Alle var udstyret med en slikpose de selv havde fået lov til at blande, og klokken blev midnat før vi gik til ro. Der blev sagt godnat, og der var STILLE med det samme!
Klokken 07.20 blev ungerne vækket, 07.30 var der morgentræning. Alle mand stod omklædt i hallen og trænede videre. Det er da sejt!
Klokken 12.00 sagde vi farvel og tak med lidt forældrekaffe og resteparty. Der var blevet trænet næsten 8 timer sammenlagt, og det er dælme godt gået.
Vores trænere havde formået at lave et rigtig godt og afvekslende program for børnene og det var en fornøjelse at se, hvor godt de havde fat i dem Ungerne slugte hvert et ord, og de prøvede ihærdigt at efterkomme vejledningen og undervisningen.  Det fungerede bare så godt!
Under morgenmaden spurgte vi ungerne om det var noget de ville være med til igen, og et meget højt ja blev svaret fra samtlige munde.
Det vil vi så prøve at efterkomme. Hvornår det bliver er ikke fastlagt, men måske en gang i foråret. Evt. med afvikling af klubmesterskaberne. Der vil igen være brug for forældrekræfterne så jeg håber at der igen er nogen der vil melde tilbage. Hold øje med hjemmesiden.
Vi har også luftet tanken om et julehygge arrangement en søndag eftermiddag, så hvis nogle kan skaffe materialer i form af karton, stjernestrimler, glanspapir m.m. kan de jo kontakte mig, så må vi se om vi kan finde tid til det. Jeg forestiller mig at traktementet vil være æbleskiver og kaffe/saftevand.
Jo vi har fået blod på tanden!
I kan alle være stolte af jeres unger, de er skønne.

                                                                               Dorthe Elleskov

Se flere billeder her

... og se også på facebook